…………… sammenligner dig med andre
og det går i den grad ud over dit selvværd
Jeg tror, jeg stødte på det på facebook. En af de her quotes, der er så mange af. På denne her stod der noget om, at man ikke skulle sammenligne sig med andre. ”DET gør jeg da ikke” tænkte jeg.
Men det summede alligevel videre i hovedet på mig og for dælen da. Jeg sammenligner mig i den grad med andre. Konstant. Til træning, på gaden, på de sociale medier, til fester, til netværksmøder, på jobbet……. fortsæt selv rækken. Det går ud over mit selvværd. Og jeg er efterhånden ret sikker på, at jeg ikke er alene.
Det kan nemt koste selvværd
Alt for tit gør vi det ikke på den gode måde, hvor vi tager ansvar. Bruger sammenligningen til at vokse af, til at blive inspireret af, til at lære af. For sjovt nok sammenligner vi nemlig oftest de andres stærkeste sider med vores egne svageste og det koster dig selvværd.
Samtidig med glemmer vi alle vores egne succeser, alle vores egne styrker. Misundelsen gnaver på en meget ukonstruktiv måde. Og jo mere pressede vi er, jo mindre overskud vi har, jo værre bliver det. Jo mere slår vi os selv oven i hovedet med alt det, vi ikke kan, alt det vi ikke gør, alt det de andre er meget bedre til.
Få dit selvværd tilbage
Det mønster er værd at arbejde med at ændre
- Fordi det gør dig ked af det
- Fordi det stopper dig på vejen mod dine mål
- Fordi du ikke ser hele sandheden
Det gør os utilfredse
Forskere inden for den positive psykologi mener ligefrem, at en stor del af menneskers utilfredshed med livet og mangel på lykke, skyldes det, man kalder ”opadgående social sammenligning”. Med andre ord: Når vi sammenligner os selv med andre mennesker, som gør det bedre, har flere penge eller højere status end os selv, risikerer vi at reducere vores egen lykke og endda også miste selvværd.
Ind og stå midt i din egen have
Alt for ofte står vi altså og kigger over hegnet til naboen have. Ser alle de smukke blomster og træer. Ser hvor smukt alt er derinde hos naboen. Men det er svært at se skønheden hos dig selv, når du har ryggen til. Måske er det på tide at flytte dig ind midt i din egen have og kigge rundt. Se alt det smukke og unikke i din egen have.
Mere selvværd til dig
I stedt for at fokusere på forskelligheden mellem dig og den anden, så brug sammenligningen til at vokse af – til at lægge på dit selvværd. Bliv inspireret af hvordan andre gør og find så din egen måde med udgangspunkt i det DU er god til. Dine styrker. Stil dig ud midt i din egen smukke have. På den måde bliver misundelse skiftet ud med beundring, inspiration og mulighed for vækst.
Sammenligner du dig med andre? Skriv meget gerne din kommentar/dine tanker her under indlægget.
God fornøjelse med at se din egen haves skønhed og styrker og med at få øget dit selvværd.
De bedste hilsner
Helle
Søvnspecialist og foredragsholder
Certificeret life, business og stresscoach – egen praksis siden 2006
Totum Kropsterapeut
No comments yet.