Skru op for de positive tanker med taknemmelighed

Ja, ja – vi ved jo godt, at det ikke er de materielle ting, der gør os lykkelige. Og så alligevel.

De fleste af os bruger på trods af det rigtigt meget tid på noget, vi egentlig godt ved kun betyder minimalt for vores lykke, trivsel og overskud. Vi tror og handler, måske ubevidst, ud fra ideen om at flere af de materielle ting, helt fra nye sko og den lækre creme over den smarte køkkenmaskine og sofa til bil og hus,  vil skrue op for lykken. Hvis du er helt ærlig, gælder det nok også dig en stor del af tiden. Mange af os bruger 90% af vores tid på noget, der kun tæller omkring 10% i lykkeregnskabet.

For hvis du ikke faldt i den grøft, så var der nogle andre valg, du måske ville tage. Måske arbejde mindre, bo mindre, skrue ned for de materielle behov.

Og videnskaben støtter smukt op om det, vi godt ved inderst inde.  F.eks. viser flere undersøgelser at materialistiske mennesker ikke er så  lykkelige, har færre positive følelser og er mindre tilfredse med deres liv end andre i sammenlignende undersøgelser.

 

Der skal positive tanker til

Det er noget helt andet, der skal til – nemlig et andet mindset. Positive tanker. Jo mere dit fokus ligger på at købe/få/anskaffe fing, jo mindre tilfreds er du med dit liv, først og fremmest fordi du bliver mindre taknemmelig.

Taknemmelighed og materialisme er direkte modsætninger.

Taknemmelighed betyder at lægge mærke til og værdsætte alle de skønne, gode og dejlige ting i livet.  Stort og småt. Ikke at tage noget for givet, men lægge mærke til det – værdsætte det. De tanker skaber et boost af positive følelser med alt, hvad det indebærer.

Hvis du derimod er optaget af, at det er det næste nye indkøb, der skal gøre dig glad, bliver du hurtigt skuffet, fordi glæden ikke varer ved, og du så binder din lykkefølelse op på den næste ting, du bare bliver nødt til at eje. En ret negativ spiral, hvor glæden kun er ganske kortvarig. Lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Her hjælper taknemmelighed dig også

Robert Emmons, der forsker i netop taknemmelighed, omtaler taknemmelighed som noget af det vigtigste for at skabe stærke bånd til andre mennesker.

Og netop det, at have gode venner, kolleger og familie i sit liv, er noget af det, der betyder allermest for, hvor godt vi trives, og for hvor meget overskud og energi vi har i vores hverdag.

skift fra negative til positive tanker

Så ved at arbejde med at skrue op for de positive følelser via taknemmelighed får du det også bedre med de mennesker, der er tæt på dig.

Alt sammen noget der tæller på dit indre trivselsbarometer. En positiv spiral.

 

 

Pay it forward

Mennesket er og bliver et flokdyr. Vi har det simpelthen med os i generne – det har op gennem menneskets udvikling været en nødvendig ting for vores overlevelse at være en del af “flokken”. Stærke bånd til andre mennesker har været et af de vigtigste redskaber i vores forfædres værktøjskasse, når det gælder overlevelse.

Og taknemmelighed kan  som sagt styrket disse bånd. På den måde bliver netop taknemmelighed så vigtig for din trivsel i hverdagen.

Undersøgelser af chimpanser viser, at de husker hvem i deres flok, der har pillet og plejet deres pels for  dem, og senere viser de deres taknemmelighed ved at dele mad med netop dem. På samme måde er vi mennesker mere tilbøjelig til hjælpe andre, der tidligere har hjulpet os.

 

Positive tanker, taknemmelighed og dit helbred

Der er mere at hente ved taknemmelighed. Et laver blodtryk, større modstandskraft overfor stress, mindre risiko for udvikling af hjertekarsygdomme.  Så der er vist ikke så meget at diskutere  – der er meget godt at hente ved taknemmelighed og positive tanker.

 

skru op for de positive tanker

Sådan skruer du op

Taknemmelighed er positive tanker – en bekræftelse på at der er gode ting i dit liv.

Mennesker der støtter og hjælper dig. Smuk  natur omkring dig. Ting, der sker, der er fantastiske, sjove, dejlige.

Der er mange måder at skue op for positive tanker på. At arbejde med taknemmelighed er en af dem.

Her får du lige præcis ideer til det. Til  hvordan du på en ganske almindelig dag kan skrue op for taknemmeligheden.

Taknemmelighedsdagbogen 

Den har du måske allerede hørt om . Det er nok den mest gennemtestede måder til at skrue op for taknemmeligheden og de positive tanker.

Den går i alt sin enkelthed ud på hver dag i en periode at skrive 3 ting ned, du er taknemmelig for. Det tager max 5 minutter af din tid hver dag og giver dig så til gengæld et trivselsboost på op mod 25% .

Konkret gør du det, at du først tager en beslutning om, at du vil lave øvelsen de næste 2 uger. Gør det gerne lige inden du skal i seng. Sæt dig med en notes bog og reflekter over dagen. Hvad kan du være taknemmelig for? Hvem har hjulpet dig/gjort noget godt for dig? Og hvorfor gjorde de det? Hvad har du oplevet af skønne, smukke dejlige ting i dag, som du kan være taknemmelig for?

Du kan efter de 2 uger gå over til at lave øvelsen 1 gang om ugen og også fint variere med nogle af de andre øvelser her på siden.

 Taknemmelighedsbrevet – eller måske en SMS

En anden måde at arbejde med taknemmelighed på er at skrive et brev til en, du har lyst til at sige tak til. Uddyb hvad du er taknemmelig for, og hvad vedkommende har betydet for dig. Du behøver ikke sende brevet for at få effekt, men mødes du med personen og læser brevet op, giver det dig ekstra mange positive følelser.

Du kan jo også lige nu, tage din mobiltelefon og sende en SMS med en tak til en ven eller et familiemedlem. Jeg lover dig,  at det  giver både dig og modtageren en masse af de gode følelser.

Brug penge på oplevelser frem for materielle ting

Flere undersøgelse viser, at du bliver gladere OG udviser mere taknemmelighed ved at bruge dine penge på oplevelser frem for på materielle ting. Altså hellere rejser, billetter til fodboldkampen, middag på en restauration frem for et nyt fjernsyn o.l.

Vågn op med de rigtige tanker

Hvis du er som de fleste, så vågner du sikkert tit op med tanker om alt det, du skal og bør i løbet af dagen. Det giver dig et ordentligt skud stresshormoner fra morgenstunden og er absolut ikke en god måde at starte dagen på.

Prøv i stedet for at starte dagen, allerede når du lige vågner og stadig ligger i sengen, med at tænker på det, du glæder dig til i løbet af dagen, og alt det du har at være taknemmelig for. Det kan anbefales – det er en dejlig rolig og positiv måde at starte dagen på, der rækker mange timer frem.

Hold fokus på taknemmelighed i dit parforhold

En forskergruppe fik mænd og kvinder i parfold til hver dag at reflektere over og skrive ned, om deres partner i løbet af dagen havde gjort noget for dem, og hvor taknemmelige de var for det. Store og små ting. Resultatet var, at de blev mere tilfreds med deres parforhold, og at de følte sig tættere knyttet.  Taknemmelighed den ene dag blev vekslet til bedre parforhold den næste dag.

Den undersøgelse er meget let at eftergøre ude i det virkelig liv. Kræver kun papir og blyant og et par minutter hver aften inden sengetid.

8 grunde til at dyrke taknemmelighed

Er du ikke overbevist endnu, så får du lige her til sidst  8 grunde til, at du skal igang med at dyrke din taknemmelighed:

  • Du bliver bedre til at håndtere stress
  • Taknemmelighed knytter sociale bånd og styrker venskaber
  • Du bliver mindre tilbøjelig til at sammenligne dig med andre
  • Taknemmelighed hindrer hedonisk tilvænning – altså at du hurtigt vænner dig til de gode ting
  • Du bliver mere villig til at hjælpe andre
  • Det øger både selvtillid og selvværd
  • Taknemmelighed er uforenelig med negative tanker
  • Du bliver bedre til at nyde livet

HUSK…..at skrue op for de positive tanker og taknemmeligheden betyder IKKE at prøve at bilde sig selv ind, at der ikke er nogen problemer i livet mere.

Det ved både du og jeg nemlig godt ikke er sandheden.Der er problemer og udfordringer til os alle sammen.

Men det, flere positive tanker og mere taknemmelighed kan hjælpe dig med, er at blive bedre til at finde løsninger på dine problemer og dine udfordringer og med at komme videre på den bedste måde.  

No comments yet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.