Søvn – derfor skal du altid starte her

Du kender det sikkert også godt. 

At du beslutter dig for at ville tabe dig, leve sundere, motionere mere, holde flere pauser, være mere nærværende.... eller måske noget helt andet. 

De første par dage/ måske uger går det fint, men når det så bliver hverdag igen med alle dens krav og udfordringer, sker der tit det, at de gode intentioner glider i baggrunden. Du napper lige sofaen i stedet for motionen, en kage til kaffen, take-away istedet for den sunde aftensmad osv. 

Det er som om, at dit fokus forskubber sig, viljestyrken skrues ned og de fornuftige beslutninger træder i baggrunden.

Det kan der være mange årsager til, men hvis du gerne vil give dig selv de bedste betingelser for at nå dine mål, så skal du starte et helt andet sted, nemlig med din søvn.  

Derfor er din søvn vigtig for dit mål

Det har konsekvenser, når du ikke får nok søvn. På mange områder. 

Det vigtigste, du skal vide i denne sammenhæng, er, at når du ikke får nok søvn, bliver din evne til at tage de fornuftige valg markant dårligere. Det er blandt andet derfor, du vælger at spise kage, selvom dit mål var mere sundhed.

Matthew Walker, en berømt amerikansk søvnforsker, har via hjernescannere undersøgt, hvad der sker med vores mentale evner, når vi ikke får sovet nok. Han har vist, at det specielt er i den præfrontale cortex, der er placeret lige bag din pande, aktiviteten falder. Den del af hjernen bruger du normalt når du skal tage fornuftmæssige, velovervejede rationelle beslutninger. 

Kort fortalt træffer du meget dårligere valg, når du ikke får nok søvn.

Hvad er "nok søvn"?

Det næste gode spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget du skal sove, for at alt det her ikke sker. Og svaret er noget i retning af: "Nok mere end du tror" 

Undersøgelser viser nemlig, at langt de fleste voksne skal have et sted mellem 7 og 9 timers søvn hver nat, for at det ikke går ud over hjernens aktivitet. Det er der rigtigt mange - måske også dig? - der ikke får. 

Hvis du lige nu sidder og tænker, at du klarer dig udmærket med kun 6 timer, så skal du vide, at der kun er en ganske lille sandsynligehed for, at det er rigtigt. Faktisk lige så lille sandsynlighed som at blive ramt af lynet. 

Du har helt ret i, at du sangtens kan klare en ganske almindelig helt rutinepræget dag med kun 6 timers søvn i bagagen, men heller ikke mere end lige præcis "klare den". Du kunne gøre det hele meget nemmere, hurtigere, bedre fordi din hjerne slet ikke fungerer optimalt sådan en dag.  

søvn

Tilstrækkelig søvn er et must for din hjernefunktion.

Udover at tage dårligere beslutninger bliver din koncentrationsevne nemlig dårligere, din evne til at holde fokus dårligere, din selvindsigt falder, du bliver i dårligere humør, din reaktionsevne forringes, og dit immunforsvar bliver dårligere. Og det er bare en del af konsekvenserne. 

Tilbage til det mål, du har sat dig

Med den viden i bagagen giver det god mening, at du lige meget hvilket mål, du har sat dig, starter med at kigge dine søvnvaner efter i sømmene.

Prioriterer du sin søvn?
Sover du nok?
Sover du godt? 

Når først søvnen er på plads, bliver det så meget nemmere at nå dine mål


Du er velkommen til at booke en gratis forsamtale til søvncoaching. Det kan du læse mere om her

Og så er det vist bare på sin plads at slutte med et "Sov godt" 🙂 

 
No comments yet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.