Overskud i hverdagen på bare 10 minutter

Mine 3 bedste råd i kategorien “Det ta’r kun 10 minutter”

Fik lige pludselig travlt. Alt for travlt. Arbejdede hver dag i 3 måneder (som i HVER dag). Ikke sundt. Ikke den rigtige måde at gøre det på. Jeg, om nogen, ved det. Jeg, der har arbejdet med stress og trivsel 8 år og hjulpet så mange klienter med netop dette. Holdt så mange foredrag og workshops.

Det kom bare snigende, og jeg vænnede mig lige så stille og roligt til, at sådan var mit liv.Jeg kunne jo godt klare det, hvis jeg bare arbejdede lidt mere og lidt mere endnu. Skar det unødige væk og fokuserede. Og ja, det kunne jeg også godt, men det havde bare konsekvenser.

Først blev jeg træt. Sådan virkelig træt. Så blev jeg også ked af det – tårer i øjnene over ingen ting. Så kom tvivlen, uroen, bekymringerne, følelsen af at det hele var tungt, umuligt og ikke spor sjovt, og af at jeg ikke havde noget valg. Alt sammen lige præcis det modsatte af, hvordan jeg ønsker at mit liv skal være.

Det, der gav mig mere overskud i hverdagen

Udviklingen gik i den gale retning, og at det ikke gik værre var kun, fordi jeg undervejs trods alt brugte nogle af de råd, jeg ellers plejer at give til andre, der kommer til mig, fordi de har en presset hverdag og vil have deres overskud i hverdagen tilbage.

Nu er jeg ”på den anden side” af travlheden og har besluttet at dele de 3 råd, der hjalp mig igennem travlheden, med dig.

RÅD NR. 1: HUSK DET VIGTIGE!

Overskud i hvedagen

I pressede perioder er det alt for let at lade alle de mange små hverdagsting og alt arbejdet fylde det hele. På den måde bliver der ikke tid til overs til det, der skal fylde dig op og give dig energi.

Så find ud af, hvad der er vigtigt for dig og sæt tid af til det. Prioriter at få dit overskud i hverdagen på rette sport igen.

For mig var det ”tiden til mig selv” (motionen, min vinterbadning, små meditationer, de små pauser) samt tiden til vennerne, der var vigtig at få fokus tilbage på.

Med bare lidt af det i kalenderen igen, oplevede jeg pludselig små glimt af overskud midt i travlheden.

  • Så lige nu, så du er sikker på, det bliver gjort, kan du vælge at bruge 10 minutter på dig selv. 10 minutter er der altid plads til, og jeg lover dig, at de er godt givet ud.  Tag et stykke papir og skriv ned, hvad der er vigtigst for dig, for at få overskud tilbage i dit liv. Bare stol på at du godt kender svarene. Lav 1-2 punkter. Ikke mere. Og små ting, der kan implementeres i din hverdag. Lige nu.
  •  Gør så dine punkter synlige. Skriv dem på post-it sedler, skriv dem på en A4 seddel og hæng den op på opslagstavlen, gå i det kreative hjørne og skriv dem på strandsten, der kan ligge på dit skrivebord.
  • Beslut nu hvornår du helt konkret skal handle på dit/dine punkter. Hvad er det første lille skridt du skal tage? For husk at det er handling, der skaber forvandling og du skal altså gøre noget andet, end du gør i dag, for at der sker noget andet i dig liv. Ikke raketvidenskab, men det virker

RÅD NR. 2: TAG IMOD HJÆLP!

Det var lige som om, jeg blev fanget i hverdagen. Kunne simpelthen ikke se en løsning på min travlhed. Når jeg kigger tilbage, er det ellers nemt at se, hvad jeg skulle have gjort. At der jo var masser af valg, jeg kunne have taget. Masser jeg sagtens kunne have gjort.

Men mens jeg var i det, var det ikke så nemt. Når jeg underviser, plejer jeg at kalde det, at ”sidder fast i sumpen”. Jo mere pressede vi bliver, jo sværere bliver det at komme op af sumpen. Hvis man hjernescanner mennesker, der er meget pressede/stressede, kan man faktisk se, at der er et område i hjernen (mere præcist i deres frontallapper), hvor der er nedsat aktivitet. Et område vi ellers bruger til at løfte os, få nye ideer, løse problemer.

Udefra ser det så let ud 

Overskud i hverdagen

Så der skal altså noget ekstra til – ekstra fokus, ekstra bevidsthed, for at vi kan ændre situationen, når vi først er pressede. Derfor kan det, der udefra ser let ud at løse, være meget vanskeligt/umuligt at få øje på, mens vi sidder midt i det.

Mit råd nr. 2 til dig, der allerede er presset, er derfor at tage imod hjæpeDet er så meget lettere for andre at se, hvad du har brug for.

Lad være med at tro, du skal gøre alting selv, når du er i en presset periode. Og de er der, klar til at hjælpe. Vennerne, kollegerne, familien. Du skal bare række hånden ud og tage imod.

 Tror du også du skal lave det hele selv?

For mig skulle der gå et stykke tid; jeg skulle helt derud, hvor en veninde forsigtigt spurgte, om det var nødvendigt, at jeg gjorde alting selv. Min første tanke var at JA!!! gu var det nødvendigt! Der var jo ingen andre end mig selv, der kunne gøre de her ting. Men stille og roligt tog jeg alligevel imod hjælpen. Fik nogen til at gøre rent, ”tillod” at kæresten lavede mad, mens jeg lå på sofaen (han fik endda lov at putte tæppet om mig), fik hjælp til det administrative arbejde i min virksomhed.

Så, hvis du har lyst, så tag lige nu et stykke papir og brainstorm over, hvor DU kan få hjælp, så du også kan få overskud i hverdagen igen.

Hvis du har det, lige som jeg havde det, og din første tanke er, at du bliver nødt til at lave det hele selv, så ring til en ven/veninde og lav i første omgang listen sammen med hende. Stol på, at hun kan se noget, du ikke kan. Dit job er bare at være åben. Og nyd så ellers hjælpen – måske kan det hjælpe dig at tænke på, at det ikke bare er dig, der får noget ud af det. At hjælpe andre er en af de meste sikre veje til mere trivsel og glæde.

Det er vist det, man kalder en win-win situation.

RÅD NR. 3: LÆR AT SIGE FRA

Overskud i hverdagen

”…..onsdag skal jeg til møde i festudvalget i skolen, torsdag mødes med en veninde, der har brug for en snak og fredag har vi sagt ja til fødselsdagsfest hos naboen. Og i weekenden er jeg lidt i tvivl, om jeg kan tillade mig at sige nej til en forældrefest” ordene var ikke mine, men kom fra en klient, der var ved at fortælle om sine planer for den næste uge.

Da hun hørte sig selv, behøvede jeg næsten ikke at sige mere. Hun kunne godt høre, at hun skulle sige fra. Hun vidste godt, at det lige nu var noget helt andet, hun havde brug for nemlig pause og ro.

Sig fra

Nogen gange har vi bare for meget på tallerkenen. Så kort og godt.  Det handler om at sige fra. Og med omhu at vælge hvad der skal være på tallerkenen. Ikke bare sige ja til det hele af ren og skær vane eller pligt, men tænke godt og grundigt over, hvad du  mest af alt har brug for lige nu.

Moster Annas fødselsdag eller sofa?

Måske er det at sidde hjemme i sofaen og lave ingenting, eller sidde med børn, puder, tæppe, slik og masse af nærhed og hygge. Men det kræver et valg. Det kræver at du siger fra. Både overfor andre, men også overfor alle de ”bør og skal” der sandsynligvis findes i dig liv. Dine egne krav til dig selv.

But how?

Jeg har været der selv. Min chef sagde engang til mig til en MUS samtale, at jeg skulle blive bedre til at sige fra. Det var jeg sådan set godt klar over. Det var ret åbenlyst, BUT HOW? Hvis det var så let, så havde jeg nok allerede gjort det.

Det er et stort emne, som nok kræver sin helt eget artikel. . Men her får du de 2 tips, der har virket allerbedst for mig, og gjort mig til lidt af en haj på dette område.

1. Sig ikke ja til noget, før du har tænkt dig om. Hav en sætning parat, a la ” jeg skal lige tjekke min kalender”, så du kan nå at mærke efter, hvad der er det rigtige for dig.

2. Husk på at når du siger nej, siger du samtidig ja til noget, der er endnu vigtigere. Nemlig dig selv. I stedet for at fokusere på at du afvise den anden med dit nej, så tænk på, at du ganske enkelt sige ja, til det, der betyder mest for dig.

Så lige nu kan du, hvis du har lyst, sætte dig ned og 1) finde den sætning, der kan give dig tid til at mærke efter og 2) helt konkret lave en liste over det, du skal have valgt fra. Både arrangementer ”ud af huset” og i dine krav til dig selv.

Del meget gerne dine tanker og kommentarer her under indlægget.

Lyst til mere viden om at få overskud i hverdagen? En god ide er at starte på siden her , hvor du finder links til flere spændende artikler om emnet.

Vil du løbende have tips til en hverdag med overskud til alt det, der er vigtigt, så tilmeld dig mit nyhedsbrev. Læs mere her – også om den gratis inspirationsvideo, der følger med din tilmelding.

 

 

 

 

 

No comments yet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.